Vi er den første generation, som mærker effekten af klimaforandringer, og vi er den sidste, som kan gøre noget ved problemet.
Vi er den første generation, som mærker effekten af klimaforandringer, og vi er den sidste, som kan gøre noget ved problemet.
Hvis vi vil tage den mindst dyre vej til en global opvarmning, der ikke overstiger to grader, skal vi sikre, at udledningerne ikke topper senere end 2015. En forsinket indsats og fortsat stigende CO2-udledninger vil medføre ekstra omkostninger. Så det er indlysende, at vi ikke følger den mindst dyre vej. Teoretisk set kan man nå målet alligevel. Men det forudsætter et stejlt fald i udledningerne senere, og det vil være langt dyrere. Det er den pointe, folk må forstå.
Vi mennesker leger med klimaet, og vi vil, hvis vi fortsætter, før eller siden, brænde os.
Nogle mennesker anskuer tingene, som de er, og spørger hvorfor? Jeg drømmer om tingene, som de ikke er, og spørger hvorfor ikke?
Når man ser på måden, mennesker forholder sig til klimaforandringer på, er det psykologiske begreb 'fornægtelse' ikke til at komme uden om. Hvordan skal man ellers forklare, at videnskaben igen og igen påpeger, at vores levevis truer vores eksistens, og så bestiller vi alligevel endnu en flyrejse til Thailand?
Ned med levestandarden! Op med livskvaliteten!
Vi må alle begynde hos os selv. Hvis vi venter på hinanden, vil vi vente forgæves.
Vi tror på, at vores opgave som amerikanere ikke er afgrænset til os selv, men også omfatter alle vores efterkommere. Vi vil reagere på truslen fra klimaforandringer – for ellers vil vi svigte vores børn og kommende generationer.
For at kunne lave rammer, lovgivning og opsætte de målsætninger, der skal til, må politikere have en legitimitet i befolkningen og blandt virksomhederne. Derfor spiller det en rolle, hvilke signaler vi får bl.a. fra de virksomheder, som skal skabe fremtidens arbejdspladser.
Skal vi udfase de fossile brændsler, kan vi ikke tillade os at spilde energien, som vi gør i dag.
Jeg tror ærligt talt ikke, at politikerne er i stand til at træffe de nødvendige beslutninger. De bliver nemlig nødt til at træffe beslutninger, som ikke er rare. Det koster vælgere. Derfor skal vi se på vores eget liv og spørge os selv: Hvor kan jeg gøre noget for at begrænse vores enorme forbrug? Og vi i den velstillede del af verden har et moralsk ansvar for at spænde livremmen ind mest muligt. Nu er det på tide, at de rige lande går forrest; vi er nødt til at vise ulandene vejen.