Hele 99 % af alle øl- og sodavandsflasker kommer retur til bryggerierne, så de kan genbruges. Derimod kan vi blive langt bedre til at genbruge dåser. Selv om der er betalt pant for dem, havner hver femte øl- og sodavandsdåse i naturen eller i skraldespanden i stedet for at blive afleveret tilbage til supermarkeder, købmænd og kiosker.
Klimaet har gavn af hver eneste dåse, som indsamles, da fremstilling af ny aluminium er uhyre energikrævende. For hvert ton aluminium, som genbruges, spares atmosfæren således for hele 9 tons CO2.