Citat

Vi kan ikke bare købe en ny klode!

Vi bruger en masse tid på at lære vores børn at behandle andre, som vi selv vil behandles!
Denne sag med kloden er ikke så meget anderledes. Børn forstår handling, ikke ord. Børn ser det hele – og stiller alle de rigtige og svære spørgsmål, vi også stiller os selv – hvorfor er der byer fyldt med vand og uslukkelige brande? Hvorfor tør Antarktis? – sikke en gyser!
Det er ret nemt at forklare et barn, hvorfor det ikke skal smide affald på gaden – og det er heller ikke svært at forklare barnet, at vi ikke bare kan købe en ny jord... når den gamle står af. Men det kræver tid – Vestens dyreste ressource! I mellemtiden kan vi jo så passende droppe standby, feje gulvet lidt oftere i stedet for at støvsuge og købe sæsonens danske råvarer, så vi undgår al den unødige transport.

– Dicte, musiker.

Tager du din del af skraldet?

En kompostbeholder kan tage sig godt af meget af det organiske og ofte våde affald – theblade, kaffegrums, kartoffelskræller, æbleskrog og så videre.

I stedet for at det skal hentes af skraldevognen og køres rundt på vejene, bliver det grønne affald til den sorteste og mest næringsfulde muld.

I visse kommuner gives der tilskud til borgere, der køber en ny kompostholder.

Det gælder fx Furesø Kommune, som med et tilskud på 300 kroner har gjort det ekstra attraktivt for borgerne at få en kompostbeholder.

Stopper for strømspild på rådhus

Ofte skal der ikke meget til for at sætte en effektiv stopper for strømspild. Det har man erfaret i Frederiksberg Kommune efter at have fået sat spareskinner op ved mere end 700 arbejdspladser på Rådhuset.

En spareskinne er smart, fordi den fungerer sådan, at når man lukker computeren, så bliver der automatisk slukket for alt, hvad der er sat i spareskinnen.

Fx hæve-/sænkeborde, computerskærme, højttalere og bordlamper.

Den lavpraktiske indsats betyder, at man alene på kommunens rådhus sparer 30.000 kroner på elregningen om året.

Kommunalt varmespild i milliardklassen

Mange kommuner spilder penge big time på helt unødvendige varmeudgifter.

Tag som eksempel Slagelse Kommune.

Her står en af kommunens skoler, Nørrevangsskolen, tom og har gjort det i mere end et år.

Skolen koster hvert år 1,1 million kroner at drive, for selv om skolen ikke bruges længere, fyres der fortsat på skolens 8.600 kvadratmeter.

Det samme sker på omkring 400 andre skoler landet over...

- Man skal jo ikke have tomme bygninger stående, som forbruger varme og er en udgift, udtaler Erik Fabrin (V), næstformand i Kommunernes Landsforening.

Spar vand på den sjove måde

Hvorfor gå og skændes om badets længde, hvis man kan lave en sjov konkurrence ud af det? Det er en af ideerne bag WaterGuide, en dansk opfindelse i form af en måler til at sætte på brusearmaturet, så man får visualiseret sit forbrug – lige der, hvor man bruger det.

Med WaterGuiden går der nemt sport i at spare masser af varmt vand og penge – på den sjove måde - når man kan se, hvor meget man bruger, og hvem i familien der er bedst til at spare.

Udgiv indhold