Citat

Vi står over for intet mindre end et sporskifte i dansk energipolitik. Hvor vi siden 1997 har hørt til den gruppe lande, der er nettoeksportører af energi, rykker vi allerede i 2012 over i gruppen af lande, der ikke er selvforsynende med energi.

– Lykke Friis, klima- og energiminister.

Stopper for strømspild på rådhus

Ofte skal der ikke meget til for at sætte en effektiv stopper for strømspild. Det har man erfaret i Frederiksberg Kommune efter at have fået sat spareskinner op ved mere end 700 arbejdspladser på Rådhuset.

En spareskinne er smart, fordi den fungerer sådan, at når man lukker computeren, så bliver der automatisk slukket for alt, hvad der er sat i spareskinnen.

Fx hæve-/sænkeborde, computerskærme, højttalere og bordlamper.

Den lavpraktiske indsats betyder, at man alene på kommunens rådhus sparer 30.000 kroner på elregningen om året.

Det er ikke bare 30.000 sparede kroner – men 30.000 kroner, som man hidtil brugte uden at få noget som helst fornuftigt for dem.

Altså et rent spild på 30.000 kroner årligt, som nu er stoppet.

Det er da værd at fejre!