Citat

Modebranchen er nødt til at gå forrest og ændre retning, fordi vi er ved at udpine vores klode, men også fordi det vil blive en god forretning at være bæredygtig. Vi tror ikke på, at ændringen kun sker ved efterspørgsel fra forbrugeren. Den sker, når modevirksomhederne beslutter det og sender bæredygtige varer ud på markedet, så forbrugerne har et valg, som er både smart og moderne – og bæredygtigt. For bæredygtighed skal være noget cool, noget sejt.

- Eva Kruse, direktør Danish Fashion Institute

Vi ’energimærker’ os frem til huskøbet

Et hus' energimærke er et direkte signal om, hvorvidt man flytter til et hus med en tårnhøj eller en lavere varmeregning, og boligejerne kigger i stigende grad efter energimærket, når de ser på hus.

Ifølge en spørgeundersøgelse fra ejendomsmæglerkæden home svarer hver femte dansker, at det nye synlige energimærke vil ændre på deres boligsøgning fremover.

”Vi anser det som meget positivt, at flere danskere tager energiforbruget ind i deres overvejelser, når de søger et nyt hjem. Alt i alt er det 8 ud af 10, der svarer, at energimærket vil indgå i deres boligsøgning i større eller mindre omfang,” siger Michael Dalsager, informationsmedarbejder i home.

Og det betaler sig, når boligkøberne i højere grad er begyndt at kigge isoleringen, vinduerne og husets varmesystem efter i sømmene.

Omkring 40 % af vores energiforbrug er i dag relateret til bygninger, og eksisterende bygninger bruger i gennemsnit 2½ gange så meget energi til opvarmning som nye bygninger, oplyser Klimakommissionen.